Om dørgreb

Efter 70 år fås de RIGTIGE dørgreb i træ med dørbeslag i støbejern igen!

Døre fortjener de RIGTIGE dørgreb i træ. Vore dørgreb i træ og tilhørende dørbeslag i støbejern er dansk fremstillet og passer derfor til danske døre. 

Lidt historie..... Fra midten af 1700 til sidste fjerdedel af 1800-tallet brugte man indendørs mest dørgreb i jern og i messing. Omkring 1870 dukkede de drejede dørgreb i træ samt dørbeslag i støbejern op. Grebene blev fremstillet i formerne Spids og Knebel og var hovedsageligt fremstillet af pokkenholt, bøg og horn. Fra ca. 1930 blev trægrebene og støbejernsbeslagene langsomt fortrængt af de nye moderne Coupé og Zeppelin-greb af bakelite. 

Lidt nutid..... Idag findes der i forskellige butikker, et stort udvalg i nye dørgreb med et gammelt tilsnit, men vore drejede dørgreb i knebel- og spidsformerne og dørbeslag i støbejern har samme form og udseende som de oprindelige fra omkring 1900 tallet.

Montering af greb på nye døre. Ved montering på nye døre, skal man være opmærksom på den noget mindre afstand fra dørkanten og til midten af dørgrebshullet end der er på gamle døre. Vi har dog dørgreb der, fra skruehovedet i den korte ende af grebet og til midten af 8 mm firkantpinden, måler 30 mm. Det gælder for dørgrebene i ask i den korte udgave samt for dørgrebene i spidsformen. På bestilling kan de fleste af dørgrebstyperne blive afkortet, så også de passer. Samtidig skal der ofte limes en Ø40 mm nøglehulsindsats i nøglehullet på døren, for at skruerne til nøgleskiltet kan få fat. 

Specielle dørgreb. Mod et mindre pristillæg, fremstiller vi gerne dørgreb efter et af dine gamle dørgreb.

Styrebøsninger i messing med specielle mål fremstilles.

På lager har vi afstandsstykker i klar plast, til at optage sideslør i gamle dørgreb. De klikkes ned mellem dørgreb og styrebøsning. Tykkelse 0,8 mm. 

Ibenholtgrebene, er drejet i Centralafrikansk ibenholt og har endeskruer i samme træsort.

Bubingagrebene, drejet af afrikansk hårdttræ, oliebehandlet og poleret, hører til den eksklusive del af dørgrebsserien. De passer til gamle døre, der står i original stand eller som er nænsomt restaurerede og trænger til nye greb.

Ege- og bøgetræsgrebene, der er ubehandlede, kan vokses, lakeres eller behandles med gulvolie. 

Asketræsgrebene fås både mørk lud- og ubehandlet. De ludbehandlede har samme mørke farve som afsyrede gamle døre. De ubehandlede kan evt. lakeres med hvidtonet lak.

Beslagene er støbt hhv. på dansk jernstøberi og dansk bronzestøberi. Da dørgrebsserien blot er en videreførsel af produktionen fra 1930, har de nye beslag samme udseende og mål som de gamle. Det letter udskiftningen af gamle, slidte beslag. Støbejernsbeslagene kan males eller monteres voksbehandlede som de er ved levering. 

Dørgrebsdelene sælges enten i løssalg eller i sæt. Et sæt består af 2 stk. dørgreb med 4 mm låsepinde, 2 stk. dørgrebshalse og 2 stk. nøglehulsskilte, 1 stk. 8 mm firkantpind med styrebøsninger i messing, 4 stk. skruer til grebene og monteringsskruer til dørbeslagene. I dørgrebssættene er det ene dørgreb færdigmonteret på firkantpinden. 

Har du selv de gamle dørgrebshalse og nøgleskilte, kan du bruge vores reparationssæt, der består af 2 stk. dørgreb, firkantpind, låsepinde, styrebøsninger og skruer til grebene. Styrebøsningerne måler 13,7 mm på det neddrejede stykke og passer i dørgrebshalse med et hul på 14-14,5 mm. Styrebøsninger på andre mål kan leveres.

Til reparationssættene er skruer til beslagdelene ikke inkluderet.